Af Jan Werner Mathiasen, Radikale

VÆRN, VELSTAND & VÆRDIER #2

BLUF: Demokratiet er fortsat den mest optimale styreform, fordi det både er effektivt og legitimt. Men det udfordres netop nu af manglende evne til at levere sikkerhed, velfærd og sammenhængskraft på én og samme tid. Det skyldes primært, at der er skabt ubalance mellem den personlige og den politiske frihed. Derfor er den vigtigste politiske opgave at genskabe denne.

—

Siden antikkens Athen har demokratiet som styreform balanceret på to fundamentale elementer. Det første er forskellen mellem den personlige og den politiske frihed, generelt forstået som retten til at søge sin egen lykke og pligten til at deltage i udviklingen af samfundet. Det andet er forholdet mellem en beslutnings effektivitet og dens legitimitet, ofte udtrykt som regeringens handlekraft over for bred politisk opbakning. Tanken bag demokratiet er, at beslutninger skal bygge på størst mulig grad af både effektivitet og legitimitet. Det opnås traditionelt gennem den politiske samtale mellem frie og lige borgere.

Demokratier bygger til forskel fra autokratier på en høj grad af legitimitet, der under optimale forhold faktisk gør det nemmere at træffe effektive beslutninger. I den græske bystat opnåede man denne grad af legitimitet gennem demokratisk samtale, hvor enhver lod den personlige frihed træde i baggrunden til fordel for den politiske. Med andre ord satte man fællesskabet i centrum på bekostning af snævre private interesser. Det er denne dialog om grænserne mellem de personlige og politiske frihedsrettigheder, der er udfordret i det moderne demokrati.

For når stater skal levere på alle tre målsætninger om værn, velstand og værdier på én og samme tid, opstår der spændinger mellem de demokratiske balancer. Værn tenderer til at kræve mere effektivitet end legitimitet, mens det omvendte er gældende for værdier. Samtidig kræver velstanden bag finansieringen af værnet ofte, at balancen mellem den personlige og den politiske frihed justeres lidt i retning af den personlige. Det påvirker igen demokratiets evne til at sikre sammenhængskraft og værdier. Demokratiet skaber derved sin egen interne ubalance i bestræbelserne på at forene de fundamentale elementer med de primære opgaver.

Det er værd at undersøge demokratiets udvikling for at forstå perioder med tilbagegang ud fra anstrengelserne med at levere værn, velstand og værdier. Ofte har demokratisk afvikling haft et lidt forskudt sammenfald med kriser og økonomisk nedgang. Dermed er det forholdet mellem behovet for et stærkt værn og evnen til at levere dette afgørende for demokratiets funktionalitet. Denne ubalance medfører at demokratiet strækkes i retning af mere effektivitet og fokus på den personlige frihed. Begge dele påvirker evnen til at sikre værdierne og den indre sammenhængskraft. Dette underminerer den legitimitet, der er forudsætningen for, at demokratiet bedre end autokratiet kan levere effektive beslutninger.