Debat og politik

Inddragelse og dialog fremmer forståelsen

Vi skal blive bedre til at inddrage i vores kommune. Og modsat, hvad journalist, Ane Johansen må mene, så oplever jeg, at der vilje til det. Men vi er ikke i mål endnu.

På det seneste har vi oplevet sager på daginstitutions og skoleområdet, hvor forældre ikke er blevet inddraget i beslutningsprocesser omhandlende deres børns hverdag. Det er rigtig uheldigt. De bedste beslutninger træffes på et oplyst grundlag. I forhold til de børnehavebørn, der skal flyttes rundt i Årslev, så er jeg fuld af fortrøstning til, at der nu er en god dialog undervejs mellem Opvækst & Læringsudvalget og forældrene.

Jeg bakker ligeledes fuldt ud op om Hans Stavnsagers opfordring til et forsonende møde mellem Opvækst & Læring og bestyrelserne på skoleområdet. Fra min egen dagligdag, som skoleleder, ved jeg, at der er behov for at træffe hurtige beslutninger engang imellem. Også beslutninger, hvor man ikke får inddraget alle. Men de bedste beslutninger træffes, når inddragelse og dialog med de berørte har været til stede. Jeg kan sagtens forstå, at der sidder medlemmer af skolebestyrelser, der føler sig ”kørt over” af hurtige beslutninger.

Inddragelse skal vi sammen blive bedre til fremover.

Kommentarer