Nordfynske frivillige er klar til at gøre bagsædebørn til cykelbørn
De frivillige på Nordfyn. Fra venstre: Birgitte Petersen, Gert Schultz, Anne Margrethe Schultz, Bent Olsen og Kim Aggerbeck Iversen. Foto Cyklistforbundet.
De frivillige i Cyklistforbundets Cykellegekorps gør børn sikre på cyklen og er nu klar til at komme rundt på skoler og institutioner i Nordfyns Kommune.
Pensioneret skolelærer Bent Olsen fra Veflinge er ked af, at alt for mange børn nu om dage bliver kørt til skole af deres forældre i stedet for at cykle selv. Derfor er han blevet frivillig i Cyklistforbundets Cykellegekorps, der er klar til at besøge skoler og daginstitutioner i Nordfyns Kommune for at gøre ’bagsædebørn til cykelbørn’.
– Da jeg var barn, cyklede vi altid til skole, og vi havde heller ikke andre muligheder. I dag bliver mange børn kørt, også i byer hvor der faktisk er gode stisystemer. Det synes jeg er en skam, og det vil jeg gerne være med til at gøre noget ved, siger Bent Olsen, som selv er en ud af fem frivillige i Nordfyns Cykellegekorps.
De frivillige i Cykellegekorpset, der er gratis at booke, tager ud på skoler og institutioner og gør børnene mere sikre på cyklen. Det foregår blandt andet gennem ’cykellege’, der er Cyklistforbundets koncept, hvor børn bliver cykelsikre ved at udføre øvelser på cykel inspireret af lege som fx kongens efterfølger.
De frivillige i Cykellegekorpset er netop blevet uddannet på et træningsforløb på skolen i Veflinge, hvor de har øvet cykellege med 21 elever fra 0. klasse, og de er nu klar til at gøre andre børn i kommunen sikre på cyklen.
– Vi er klar, og skal finde nogle, der gerne vil have besøg af os. Institutioner og skoler kan jo booke os gratis. Så håber jeg, at vi kan gøre børnene så cykelsikre, at forældrene lader dem cykle i skole i stedet for at blive kørt i bil, siger Bent Olsen.
Plads til flere
Tine Malm, projektleder i Cyklistforbundet, bekræfter, at fem frivillige nu står klar i Nordfyn efter at være blevet uddannet af forbundets professionelle cykellegekonsulenter, og at der fortsat er plads til flere frivillige seniorer over 60 år.
– Vi kan sagtens bruge flere, og man kan kontakte Cyklistforbundet, hvis man er interesseret, lyder opfordringen.
Korpset er det første på Fyn. På landsplan er der i øjeblikket seks frivillige cykellegekorps.
Det Frivillige Cykellegekorps kan gratis bookes af daginstitutioner og indskolinger til en times cykellege. Korpset kan bookes på Cyklistforbundets hjemmeside.
Projektet er støttet af Nordea-fonden.
Kommentarer